Familien Roed
Villach - Østrig 2011
Lidt om familien

Vi er 2 voksne og 4 børn i vores "lille" familie. Far - Jens 36 år - er ambulanceredder og er tilknyttet 1 station i Midtjylland.
Mor - Bettina 35 år - arbejder på kontor som salgsassistent og sælger hårde hvidevarer.Tvillingepigerne - Natascha & Michelle - var de første, som kom til verdenen. Lidt af en overraskelse at vi ventede tvillinger, da vi ikke har tvillinger i familien. At der var 2, blev opdaget allerede ved den første scanning, og vi tog nyheden med et kæmpe smil. De blev født ved et planlagt kejsersnit - da de lå forkert - 11 dage før termin. Det var en udfordring at få tvillinger, men et positivt sind synes vi selv, har gjort at vi kom igennem i de første år - som kræver en del - uden problemer.

Vi havde ikke "nok" i 2 børn  og ville gerne have at afstanden til den næste ikke skulle være for stor. Pigerne var derfor kun godt 2 år, da Alexander kom til verden og det var igen en udfordring, da vi nu havde 3 blebørn. Helt afskrækket blev vi dog ikke og Victor blev født, da Alexander var godt 2,5 år. Alexander og Victor er født på normal vis og har også været nemme babyer. Victor er "rosinen i pølseenden" - og det er perfekt med 2 piger og 2 drenge.

Familien elsker campinglivet og startede med at købe en camplet i foråret 2003, men det blev efterhånden lidt trængt med 2 voksne og 4 børn, så i august 2006 skiftede vi om til en campingvogn - Eiffeland 460 TK fra 1997. Ikke nogen stor vogn, men en fin begyndervogn, som vi har været rigtig glade for. På vores sommerferietur 2008 kunne vi dog godt se, at det var ved at være sidste udkald mht at kunne sove i vognen alle sammen. Overvejelsen til en ny vogn var startet og i august 2008 faldt vi så for og købte en Bürstner Ventana 530 TK fra 2000 hos NH Camping i Nr. Hostrup, hvor vi også havde købt vores Eiffeland.

Nu skriver vi så 2011 og vores Bürstner er skiftet ud med en Camplet Concorde fra 2009. Vi havde længe tænkt tanken om at campingvognen måske skulle sælges, da vi stort set ikke brugte den andet end i vores sommerferie. En juni-dag 2011 var der ikke langt fra tanke til handling - NH Camping blev kontaktet og et par dage efter havde vi en camplet i indkørslen i stedet for. Pigerne sover alligevel i et telt ved siden af så sovepladser er ikke noget problem og vi har også mulighed for at købe en gæstekabine til campletten, så vi har 6 sovepladser i "vognen".



Natascha
Natascha er 10 år og går i 4.B.
I sin fritid om vinteren går hun til håndbold.
Om sommeren står den på fodbold.
Hun er pigen med stort "P" i vores familie.
Hun er meget social og elsker at lege med
sine veninder - især med bedsteveninden Line 
og de 2 er nærmest uadskillelige.  
Natascha elsker tøj og er allerede
nu ved at udvikle et godt shoppegen som
forældrene ikke helt ved hvad de skal 
sige til .
 

Michelle
Michelle er 10 år og går i 4.B.Hun er
"drenge-pigen" i vores familie og 
hader hårelastikker samt kjoler.
I sin fritid om vinteren går hun til 
håndbold og om sommeren
står den på fodbold.
Hun ELSKER dyr - især hunde. Hun har 
et godt tag på vores hund Duffy og synes
det er super hyggeligt, når Duffy putter
sammen med hende i hendes seng.
Derudover er hun VIlD med fodbold.
Messi er det store idol og selvfølgelig
holdes der med FC Barcelona, når de
store klubber spiller. Hun kan navnene
på rigtig mange spillere, så selv farmand
er ved at stå af og hun følger især
med i Champions League.

Alexander
Alexander er 8 år og går i 2.C.
I sin fritid om sommeren spiller han fodbold
og om vinteren står den på håndbold.
Star Wars er hans et og alt, og han har
efterhånden temmelig meget Star Wars-lego
som han kan bruge rigtig meget tid med.
Star Wars på PS2 og Wii er også et hit.
Hans venner betyder rigtig meget for ham
og det bedste er, når de kan lege sammen 
efter skoletid.

Victor
Victor er 6 år og går i 0.kl.
Han er "banditten" i familien og
bærer præg af at være nr. 4, da han
ikke holder sig tilbage, men helst
vil lave det samme som de 3 store. 
I sin fritid går han til fodbold om sommeren
og om vinteren står den på håndbold. 
Victor har "krudt i numsen" og blir nok
den første til at give sine forældre grå hår, 
men udover at han er en dreng med stort "D",
så er han også meget kærlig og står altid
klar til at trøste, hvis nogle af vennerne bliver
kede af det.

Duffy
Vores dejlige Golden Retriever - Duffy - er nu blevet
3 år. Hun er en super skøn familiehund og hun er
bare så nem at have med på camping.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

Du kan lide denne side