Bretagne, Frankrig 2009

Sommerferie 2009

Endelig sommerferie . Dette års sommerferietur skulle gå til Carnac i Bretagne, Frankrig. Hvorfor lige Bretagne, som mange forbinder med regn og måske ikke lige det oplagte sommerferie-mål?
Jeg (Bettina) har en veninde fra folkeskolen, som bor i Séné ved Vannes i den sydlige del af Bretagne med sin franske mand og i starten af maj, var jeg selv et smut på besøg hos Laila og fik set "hendes" del af Bretagne for første gang. Fantastisk natur og område som jeg syntes resten af familien også skulle opleve.
Derfor blev det Bretagne og byen Carnac ud fra Lailas anbefaling mht børnevenlig sandstrand. Vi fandt en campingplads på nettet, Camping Les Druides (www.camping-les-druides.com), hvor vi bestilte plads i 11 nætter. Vi havde afgang kl.04.00 lørdag d. 27. juni med 1600 km foran os og første mål på turen var Belgien, hvor vi ville overnatte 1. gang.
Ungerne er klar til ferie. Her en lille spise-og tissepause i Tyskland.

Belgien - 1. overnatning på Kompas Camping Oudenaarde

Vi glemte vores GPS i år!! Ja et eller andet må man jo glemme, når man skal pakke til 4 unger, 2 voksne og i år også 1 hund. Vi opdagede, at Sally (ungerne har navngivet vores GPS Sally ) manglede lige før vi kørte på motorvejen. Vi har jo før klaret os uden, så vi satsede på, at det nok skulle gå, da vi simpelthen ikke gad at vende om for at hente den. Det skulle senere vise sig, at vi havde glemt noget andet som var noget vigtigere end vores GPS. 
Vi kom uden problemer igennem Tyskland og Holland. Det gik også fint igennem Belgien og vi skulle finde et sted at overnatte. FDM-campingbogen var med og i den fandt vi en campingplads ved byen Gent, som vi stilede imod. Desværre smuttede det for os, og vi kørte forbi den afkørsel, vi skulle have været af på - nu havde vi jo ingen GPS til at fortælle os, hvornår vi skulle køre af - så vi valgte at tage den næste som lå på ruten. Vores 1. overnatningssted blev derfor Kompas Camping Oudenaarde (www.kompascamping.be).

Vores standplads på Kompas Camping Oudenaarde.

Vi kom frem til campingpladsen kl. 17.30 og deres kontor lukkede kl. 17.00  - Heldigvis hjalp en belgisk dame med at finde noget personale og vi blev "lukket ind" . Ingen problemer med at få plads til en enkelt overnatning. Prisen for 1 nat var 25,23 euro for os alle 6 inkl. hund, strøm og vand. Billigt! Vi fik 5% rabat på standplads og personpris ved at vise det internationale campingpas.
Vi fandt vores plads, fik stillet op og tog en runde på pladsen. Så kunne ungerne også få brændt noget energi af på legepladsen. Campingpladsen havde en lille restaurant men den var ikke åben, da vi fandt frem til den. De var ved at stille an til noget fest og der ville gå en halv times tid, hvor vi så kunne vælge mellem nogle lette retter. Vi besluttede derfor at hoppe i bilen igen og køre ind til byen for at finde et pizzaria og tage mad med hjem til vognen. Byen Oudenaarde lå ca.10 min kørsel fra campingpladsen og virkede faktisk hyggelig. Vi fandt et pizzaria og fik rigelig med pizza med hjem.
Aftentur ved den nærliggende sø.

Campingpladsens toilet- og badeforhold var fine - i hvert fald i den bygning vi lå nærmest og som var den eneste vi benyttede - dog skulle man selv have papir med, hvilket vi nok ikke havde forventet i Belgien. Der var en ok lille legeplads - mest til små børn og et fint område med dyr. Der lå en stor sø ved siden af pladsen som vi gik ned til på vores aften-gåtur. På vej ned til søen kom vi forbi poolen, som også så fin ud, men vi fik den ikke prøvet af. Alt i alt en fin campingplads.
Campingpladsens pool.

Normandiet - 2. overnatning på Camping la Vallée de Deauville

Vi tillod os selv at sove så længe vi havde lyst, da både børn, hund og voksne havde brug for det. Afgang fra campingpladsen i Belgien blev derfor kl. 10.00 og ret hurtigt blev vi ledt på noget omkørselsvej pga cykelløb i området. Tror aldrig vi har kørt på så dårlige veje før  - Jens syntes i hvert fald ikke det var ret fedt med campingvognen bag efter, men langt om længe fandt vi dog ud til motorvejen igen. Vi synes nu heller ikke at motorvejen i Belgien er lavet af den bedste asfalt og det korte indtryk vi havde fået af Belgien var rigtige flotte huse, men rigtige dårlige veje.
Næste stop på ruten til Carnac var Normandiet, hvor vi ville have vores 2. overnatning. Kørslen denne dag gled også uden problemer og vi nærmede os stille og roligt Normandiet i Frankrig.
Vi nærmer os broen "Pont de Normandie".

Vi havde ikke lige regnet med, at vi skulle over sådan en  bro, da vi kom til Normandiet ! Jens blev helt nervøs, da vi nærmede os og han så stigningen, men ingen problemer med at komme over . "Pont de Normandie" krydser Seinen og vi må sige, at broen er et imponerende bygningsværk. Det småregnede da vi krydsede "Pont de Normandie", men vejret skiftede hurtigt til sol og lummert vejr.
Vi havde lånt et Michelin-kort over det nordlige Frankrig af en af Jens' kolleger, som jeg heldigvis havde fået pakket i bilen, så vi fandt uden problemer frem til vores næste mål.
Vi havde udset os "Camping La Vallee De Deauville" (www.camping-deauville.com) til at være vores 2.overnatningssted, da vi syntes ungerne skulle overraskes og også havde fortjent, at vi overnattede på en plads som havde en fed pool/badeland.
Pont de Normandie

Vi ankom til campingpladsen kl. 17.00 efter ca. 450 km kørsel og havde ingen problemer med at få en plads. Prisen for en enkelt nat blev 41,86 euro, som selvfølgelig var noget mere end vi havde betalt i Belgien, men stadig en fin pris for os alle 6 + hund. Vi fik anvist et område på campingpladsen, hvor vi frit kunne vælge en plads og vi var heldige, at det stadig ikke var højsæson, så vi fandt en plads tæt på pool/badeland, toilet, bad og legeplads. Perfekt .
Campingvognen blev hurtigt placeret og så var det ellers afgang til den udendørs pool, som ungerne nød at komme i. Rigtig flot poolområde, med gode rutschebaner. Farmand kunne da heller ikke dy sig og skulle selvfølgelig rutsche om kap med pigerne .
Indkørslen til "Camping La Vallee De Deauville"

Efter badeturen slappede vi af ved vognen. På et tidspunkt kom en ældre fransk dame hen til os og med mit fransk fra handelsskole-tiden samt fagter, fandt vi ud af at hun ville sælge noget. Det viste sig at hun og hendes mand kørte rundt på pladsen og solgte frugt, grøntsager, hjemmelavet marmelade og cider. Vi købte lidt frugt og en flaske cider.
Da det var søndag og vi ikke havde haft mulighed for at få handlet, besluttede vi os for at spise aftensmad på campingpladsens restaurant. Det var dog ikke den store kulinariske oplevelse og vi blev faktisk lidt skuffede. Bestillingen af ungernes mad gik også lidt i vasken, selv om jeg prøvede på fransk - men det kunne være jeg skulle have holdt mig til det engelske.....gad vide hvad de så var kommet med . Jens' og min steak var fin nok, men pizzaen ungerne fik var så overfyldt med ost at det var vammelt. Pommes frites og en god is gjorde dog at de ikke gik sultne fra bordet selv om det ikke var det mest nærende måltid.
Vores standplads på "Camping La Vallee De Deauville"

Vi nåede ikke at se så meget af pladsen, men vores førstehåndsindtryk var i hvert fald godt. Toilet- og badeforhold var rigtig fine og virkede forholdsvis nye i den bygning vi anvendte. Vi fik en god modtagelse, da vi ankom og i receptionen kunne de fint snakke engelsk. Poolen var super og legepladsen var også fin. Eneste minus var udvalget af mad i restauranten. Alt i alt en plads vi godt kunne finde på at vende tilbage til, når vi engang skal have udforsket Normandiet. Det blev der desværre ikke tid til i denne omgang, men området har mange spændende ting vi gerne vil se, så vi kommer helt sikkert tilbage en anden gang.
Natascha og Jens på campingpladsens restaurant.

Ankomst Carnac, Bretagne - Mandag d. 29. juni

Vi tillod os igen ikke at stille vækkeuret, så vi kunne sove lidt længere. Kl. 9.30 var der afgang fra "Camping La Vallee De Deauville", men inden da lykkedes det Jens at brække sin lilletå . Da vi skulle skubbe vognen ud fra vores plads, ville pigerne hjælpe til, men Michelle og Jens kom i vejen for hinanden, så Jens hamrede sin tå op i Michelles hæl med det resultat at lilletåen pegede i en retning man normalt elles ikke ser sin lilletå i. ***!@##**!!! - øv øv, men alt det banden var ikke så skidt, at det ikke var godt for noget, for Jens rev selv tåen på plads igen. AV! Hård i filten er man jo og som ambulance-redder ved man også, at man ikke får ret meget ud af, at tage på skadestuen med en brækket lilletå, da de højst sandsynlig ikke vil gøre andet end at tape den sammen med tåen ved siden af, for at give den noget støtte.
Så afsted på farten igen, så vi kunne få tilbagelagt de sidste 300 km til Carnac i Bretagne.
Farvel til campingpladsen i Normandiet.

Dagens køretur på ca. 300 km forløb også uden problemer. Trafikken gled stille og roligt og vi ankom til byen Carnac og vores mål " Camping Les Druides" (www.camping-les-druides.com) kl. 15.00. I Carnac måtte vi dog en enkelt gang spørge om vej, da vi havde lidt problemer med at finde campingpladsen. Ikke altid let når man ikke har et kort og slet ingen GPS .
Vi blev godt modtaget i receptionen og de snakkede rigtig godt engelsk. Campingmutter havde udvalgt en plads til os, men havde et par andre standpladser vi også kunne se og så selv vælge, hvilken der passede os bedst.
Vi fandt hurtigt den plads, vi syntes bedst om, og campingvognen blev stillet an.
Det var blevet rigtig varmt, så vi fandt hurtigt vej til poolen så vi alle kunne blive kølet af. Resten af dagen stod på afslapning og indkøb i det lokale supermarked, så vi kunne få gang i vores Cadac-grill, som vi havde købt til denne sæson.
Indkørsel til "Camping Les Druides"

Carnac

Tirsdag morgen stod vi op til overskyet vejr . Vi tog os derfor god tid med morgenmaden og besluttede os for at gå en tur og se nærmere på Carnac. På vores gåtur kom vi forbi et hyggeligt lille patisserie - som det jo hedder på fransk  - og som vel er en slags café med bageri, hvor man kan købe alle mulige slags kager, tærter, petit four mv. Vi fandt et bord udenfor, da vi jo havde vores kære hund Duffy med og ungerne fik dagens første is . Rigtig god betjening og hund var mere end velkommen. Vi besøgte dette patisserie flere gange i løbet af vores ferie. Derefter gik vi videre og kom til et område med turistprægede butikker og en masse restauranter, som førte os ned til stranden. Rigtig fin strand, som vi gik langs med hen til den lokale havn, hvor der hovedsaglig lå katemaraner. Ungerne begyndte så småt at blive sultne og vi vendte om for at finde et sted at spise.

Ungerne og Duffy v. havnen i Carnac

Spisesteder var der nok af og vi fandt en restaurant med overdækket terrasse, så vi igen kunne sidde ude. Vi checkede med tjeneren om det var ok, at vi havde hund med og det var ingen problem. Tværtimod . Absolut et af plusserne ved Frankrig, da de elsker hunde og selv slæber dem med alle steder hen.
Vi fik en god frokost, hvor Jens og jeg fik smagt en af Bretagnes specialiteter - bretonske pandekager, som kan fås med alverdens slags fyld. For mig var det et passende måltid, men Jens manglede nok noget mad med lidt mere gods i .
Solen var begyndt at kigge frem bag skyerne og vi valgte derfor at gå tilbage til campingpladsen, da vi havde spist.

Frokost i Carnac

Eftermiddagen blev tilbragt ved poolen på campingpladsen, da det var blevet rigtig dejligt vejr . Det var en fin pool, med afskærmet område til børnepoolen. Selve pool-området var også hegnet ind og blev aflåst om aftenen. Ingen vandrutscebaner, men vores unger hyggede sig alligevel. Liggestole var der nok af, da vores ferie ikke lå lige i højsæsonen.
Campingpladsens swimmingpool

Endnu et billede af poolen.

Onsdag d. 1. juli

Onsdag kørte vi hjem til min veninde Laila, som bor i Séné med sin franske mand Fabien. Séne ligger ved byen Vannes og lå en halv times kørsel fra Carnac og vi fandt frem til deres hus uden problemer, da jeg kunne genkende omgivelserne fra mit besøg hos Laila i maj måned. Vejret var solrigt og rigtig, rigtig varmt, så vi valgte at tage til en nærliggende strand sammen med Laila. Stranden var....ja....ok, men ikke den bedste, da Vannes ligger helt inde i Morbihan-bugten, som er meget "lukket" og vandet virkede noget sumpet. Det er dog en strand som de lokale bruger meget, da den er hurtig at komme ud til efter arbejde og også let at nå på cykel. Fabien var ikke med, da han var på arbejde og han skældte nærmest Laila ud, da han fandt ud af hvilken strand, hun havde taget os med ud til . Man er vel franskmand og vil godt vise, hvad der er det bedste .
Vi hyggede os alligevel og havde en lidt sjov oplevelse med en fransk kvinde. Franskmændene leger normalt ikke ret meget med deres børn - i hvert fald ikke ved stranden - så da Jens og ungerne gik igang med at bygge sandslot ved vandkanten, kom en fransk kvinde med sit barn ned til Jens, sagde Bonjour og efterlod derefter sit barn med skovl og spand hos Jens og gik selv op og lagde sig igen . Hmmm... nå men det gav da et par ekstra hænder til at hjælpe med sandslottet. Vi grinede dog en del af denne episode. Sidst på eftermiddagen lod vi Laila "stege" videre på stranden og valgte at køre tilbage til campingpladsen. Desværre har vi helt glemt at tage billeder denne dag .

Auray

Torsdag stod vi op til overskyet vejr og efter lidt snak frem og tilbage under morgenmaden, valgte vi at køre ind tur ind til den nærliggende by Auray. Vi fandt hurtigt ind til det gamle kvarter, fik parkeret bilen og gik på opdagelse. Noget af det første vi "fandt" var en kæmpestor karrusel i 2 etager, som ungerne selvfølgelig fik en tur i . Gåturen gik videre ned ad nogle stejle hyggelige gader med mange små kunstner-butikker og vi endte ved det hyggelige havnekvarter St. Goustan. Super hyggeligt område med restauranter, caféer og pandekagehuse i gamle bygninger. Vi fandt et pandekagehus, hvor Jens og jeg kunne nyde en kold øl og ungerne fik crêpes (pandekager) med chokolade.

På gåtur i Auray's hyggelige gader.

Bettina og ungerne med Auray's hyggelige havneområde i baggrunden.

Vi havde nogle hyggelige timer i Auray og byen er bestemt et besøg værd, hvis man er på disse kanter. Byen har charmerende fransk stemning med bl.a. flotte gamle huse. Vejret var stadig overskyet, så vi gik samme tur tilbage til bilen og kørte tilbage til campingpladsen, hvor vi hyggede resten af dagen.
Havnekvarteret St. Goustan med rigtig fransk stemning.

Fredag d. 3. juli

Vi havde aftalt at mødes med Laila og Fabien sidst på eftermiddagen, da vi skulle spise og overnatte hos dem. Så slap vi for at tænke på at skulle køre tilbage til campingpladsen og være der senest kl. 23, hvor porten blev låst.
Formiddagen gik med lidt tid ved poolen og gåtur ned i byen, hvor vi var forbi vores yndlingspatisserie, hvor ungerne fik is og vi voksne fik en salat. Ved siden af bageriet lå en lille butik, som sælger fiskekonserves fra den lokale producent "Conserverie La Belle-Iloise". Jeg smagte nogle af deres produkter under mit første besøg hos Laila i maj og det var noget af det bedste fiskekonserves jeg har smagt, så der skulle lige handles lidt ind til at få med hjem til Danmark. De har bl. a. sardiner, supper og smørbart tun med forskellige krydderier til sandwich, så er man til fisk, kan det anbefales at prøve deres produkter, hvis man kommer til denne del af Bretagne. Se evt. www.labelleiloise.fr - som desværre men klart nok kun er på fransk .
Bilen blev pakket om eftermiddagen - lidt af en større oppakning - da vi jo skulle overnatte . Det var første gang at ungerne og Jens skulle møde Fabien, så ungerne fik lært et par franske gloser på køreturen til Séné og dette var til stor fornøjelse for Fabien, da de hilste på ham. Sådan "smelter" 4 børn en franskmand . Vi havde en super hyggelig aften med sen aftensmad, som det jo hører sig til i Frankrig, meeen Fabiens grill-kundskaber gjorde at det nok blev lidt senere end beregnet. Pardon Fabien !

Côte Sauvage

Vi sov alle længe lørdag og stod op til dejligt solskinsvejr . Vi bestemte os for at køre til halvøen Quiberon sammen med Laila og Fabien for at se Côte Sauvage - Den vilde kyst. Fantastisk naturområde med rå barsk natur, hvor man kan gå lange ture og bare nyde det, man ser. Der er også strande i nogle af bugterne, som især tiltrækker surfere pga. de store bølger. Meget af vegetationen er fredet og det er tydeligt markeret hvor man må gå. Hunde er velkomne men skal holdes i snor og man skal huske de gode travesko.
Vi nyder udsigten ved Côte Sauvage.

Côte Sauvage. Fantastisk smuk og rå natur.

Pigerne ved Côte Sauvage.

Efter en fin gåtur ved den vilde kyst kørte vi tilbage mod campingpladsen, men gjorde holdt ved stranden "Des Sables Blancs" som lå lige efter halvøen Quiberon. Rigtig dejlig strand, hvor vi tilbragte resten af eftermiddagen med at dase, bade og bygge sandslotte. Vandet var ikke særlig dybt så det var perfekt til ungerne selv om det var en smule koldt .
Vores hund Duffy havde aldrig været ude og bade så det skulle selvfølgelig prøves af, men lige så snart hun fik vand op til maven, havde hun vældig travlt med at komme op på land igen. Dét var alligevel en tand for mærkeligt . Hun blev pænt i skyggen ved parasollen og var ikke til at lokke ned til vandet igen, så der er ikke meget vandhund over hende . Må se om det lykkes at få hende i vandet en anden gang.
Sidst på eftermiddagen kørte vi retur til campingpladsen, mens Laila og Fabien blev på stranden. Vi havde inviteret dem til at komme og spise, så de dukkede op senere og vi havde en rigtig hyggelig aften, hvor vi også fik spillet fodbold med ungerne. Genialt med den græsplæne lige bag vores plads .
Victor og Duffy på stranden "Des Sables Blancs".

Pigerne bygger sandslot.

Søndag d. 5. juli

Stille og rolig morgen og overskyet vejr , så vi lavede ikke det vilde om formiddagen. Ja sådan er det jo på disse kanter og vi vidste godt, at det ikke ville blive ren badeferie, da vejret er meget omskifteligt.
Ved frokosttid kørte vi ud mod Auray, hvor der lå en McDonalds, men da det var begyndt at småregne, var der rigtig mange andre som havde fået samme idé, så der var stoppet med mennesker. Hvor dælen kom de alle sammen fra??
Vi valgte at droppe McDonalds og kørte i stedet til byen Trinité sur Mer som lå ca. 10 min. kørsel fra Carnac, hvor vi boede. Det regnede en lille smule, men vi gik en tur langs med lystbådehavnen, hvor der lå diverse butikker og caféer. Vi fandt en café, hvor vi kunne købe nogle sandwich og drikkevarer til at tage med. Vi gik ned til havnen og spisten frokosten på en bænk, mens vi så på de store både.

Vi spiser frokost ved lystbådehavnen i Trinité sur Mer.

Jens og ungerne på lystbådehavnen i Trinité sur Mer.

Vejret blev ikke bedre den dag og da vi kom tilbage fra Trinité sur Mer, gik vi ned på boldbanen, hvor Jens, Natascha, Michelle og Alexander spillede lidt basketball.
Fin boldbane på campingpladsen, som ungerne benyttede en del. Den lå tæt på vores plads og der var en kæmpe græsplæne ved siden af, hvor vi gav Duffy lov til at sprinte lidt . Det gik super godt med at have Duffy med på ferie. Hun opførte sig virkelig eksemplarisk og blev altid på vores plads. Der var heller ingen problemer, hvis hun skulle være selv i campingvognen, men vejret passede også godt til hende, da det ikke var for varmt.
Boldbanen på campingpladsen.

Lorient

Mandag morgen skinnede solen, men skyerne kom desværre hurtigt på banen   - øv - kunne ellers have været dejligt med høj sol og afslapning ved poolen.
Da vejret ikke indbød til en dag ved pool eller strand, så blev kortet blev hentet frem og vi bestemte os for at køre til byen Lorient, som ligger ca. 35 km fra Carnac. Hund og unger blev pakket i bilen og afsted det gik. Lorient er en by med 62.000 indbyggere og lignede mange andre større byer og var ikke specielt charmerende efter vores mening. Vi fandt ind til centrum og fandt en parkeringsplads, hvor det var gratis at parkere. Vi havde ingen bykort, men fandt ind til gågaden, som førte os ned til havnen. Turistbureauet lå ved havnen men havde selvfølgelig middagslukket, da vi kom frem . Det begyndte at småregne og ungerne var sultne, så vi indledte jagten på et spisested, hvor vi også kunne have Duffy med. Vi endte på Piazza D'Italia, som ikke lå så langt fra lystbådehavnen, hvor vi kunne sidde ude på en overdækket terrasse og vi fik en super lækker frokost. Vi hyggede os længe og blev alle godt mætte. Efter den lidt sene frokost gik vi tilbage til gågåden og kiggede lidt butikker inden vi kørte retur til campingpladsen.
Vi glemte helt at tage billeder denne dag .

Tirsdag d. 7. juli

Solskin fra morgenstunden, så formiddagen blev tilbragt ved poolen .
Mht. campingpladsen så var det en ganske udemærket plads. Standpladserne havde en fin størrelse og poolen var også fin, hvis man kan undvære rutschebanerne. Der var 2 sanitetsbygninger. I den som lå nærmest vores plads lå toiletterne på den ene side og bruserum på den anden. Det var fælles for mænd og kvinder og toiletterne var ok, men der var ingen håndvaske ved toiletterne og man skulle selv huske toiletpapiret. For at vaske hænder måtte man om til bruserummene. Forholdene var slidte, men pænt rengjorte.
Der var ingen restaurant eller bar, og det manglede vi lidt for at kunne sætte os og få en is til ungerne og en øl til os, men det var muligt at bestille morgenbrød, hvilket vi benyttede os af en del af.
Der kom dog indimellem en "spise-bil" udefra, hvor det var muligt at bestille mad til samme aften. Den ene eftermiddag gik de rundt på pladsen med smagsprøver af deres muslinger som vi gik op og bestilte 2 portioner af + ekstra pommes frites til ungerne, da de ikke ville smage muslingerne. Muslinger er også typisk bretonsk og fås på stort set alle restauranter, så det skulle selvfølgelig prøves og de smagte faktisk rigtig godt .
Vores standplads med den fine græsplæne i "baghaven".

Denne tirsdag formiddag blev som sagt brugt ved poolen og så havde vi aftalt med Laila at komme hjem til hende ved frokosttid og derefter tage ind til Vannes by for at hun kunne vise os lidt rundt. Fabien var på arbejde og kunne desværre ikke komme med, men vi så ham om aftenen, da vi også skulle spise aftensmad hos Laila og Fabien. Vi havde Duffy med, men hun blev i Laila og Fabiens hus mens vi andre kørte ind til Vannes. Det var ikke let at finde en parkeringsplads men det lykkedes til sidst og vi havde nogle hyggelige timer i byen.
Vannes har en utrolig charmerende gammel historisk bydel. Rigtig hyggelig med bindingsværkhuse og smalle gader, caféer og butikker og så den store domkirke midt i det hele, som vi også var et smut inde og se. Mens vi var i byen gav det et ordentlig tordenskrald og en kæmpe byge, hvor vandet stod ned i tykke stråler. Det varede måske en halv time og derefter havde vi det skønneste vejr igen . Ja vejret kan være meget varierende her i Bretagne .
Herunder kommer lige et par stemningsbilleder fra Vannes.
På vej til centrum af Vannes forbi lystbådehavnen.

Gammel byport ind til Vannes centrum.

Rigtig hyggelig stemning i den historiske del af Vannes.

Vannes' flotte rådhus.

Flere gamle huse.

Vannes' gamle vaskehus, hvor konerne i gamle dage kom og vaskede tøj i floden.

Sidst på eftermiddagen kom vi retur til Laila og Fabiens hus, hvor Fabien var kommet hjem fra arbejde. Den stod selvfølgelig på apero (aperitif) som er obligatorisk, når vi er på besøg  - om det er lidt ost, oliven eller små stykker toast med tunmousse mv. er fuldstændig lige meget - vi elsker det!! Ikke et under at man hurtigt kan tage lidt ekstra vægt på med den gode mad, de har her. Menuen stod derudover på hjemmelavede burgere og vi havde en rigtig hyggelig aften lige indtil Michelle's uheld .
Ungerne var færdige med at spise og legede i haven mens vi voksne stadig nød resten af vores mad. Michelle kom ind i huset gennem havestuen for at gå på toilet og da hun skulle ud i haven igen, havde hun så travlt med at løbe ud til drengene at hun glemte/ikke så at glasskyde-døren kun stod halvt åben. Hun drønede ind i glasdøren og der lød et kæmpe brag, hvorefter der var glas over alt..... og blod. Alt stod stille i et splitsekund og så var Jens og Fabien ellers hurtige og fik hende checket fra top til tå. Laila sprang efter forbindinger og jeg stod nærmest som lammet midt i det hele mens jeg prøvede at holde Natascha, Alexander, Victor og Duffy væk fra alt det glas som lå spredt over det hele.
Gudskelov var Michelle blevet slået tilbage ved sammenstødet med glasskydedøren, da den stod halvt åben og rammen fra den næste rude var derfor midt i den rude Michelle drønede ind i. Tør ikke tænke på hvordan hun havde set ud hvis hun var røget hele vejen igennem . Det blødte rigtig meget fra hendes ene hånd og ene øre og hun havde også skåret sig på det ene ben. Hun var meget bange og græd men var ikke hysterisk på noget tidspunkt. Fabien og Jens fik lagt diverse forbindinger på hende og så var det afsted til skadestuen for at få hende checket. Jeg blev i huset sammen med Laila og vi fik trøstet de 3 andre, som var blevet noget forskrækket over hændelsen. Vi fik ryddet op og så var det bare at vente på en melding fra Jens og Fabien.
Ventetiden var lang men endelig ringede Fabien som kunne fortælle, at  Michelle var blevet syet bag på det ene øre og på hendes venstre ben over knæet. Derudover havde hun diverse mindre snitsår på fingre og ben. Det var dog værre med hendes venstre hånd, hvor de mente at en sene var skåret over ved lillefingeren og da hun jo havde spist kunne de ikke operere hende denne aften, men måtte vente til næste morgen. Fik også Jens i røret, som var glad for at have Fabien med mht det franske sprog, selv om personalet var gode til at snakke engelsk. Michelle var ikke begejstret for at skulle tilbringe en nat på sygehuset men havde det efter omstændighederne godt. Jens blev hos hende natten over og vi aftalte at jeg skulle komme ind på sygehuset næste morgen inden Michelle skulle opereres. Fabien kom hjem til huset ved 1-tiden, hvor vi lige fik snakket lidt inden vi gik i seng. Sikke en aften .

Glaspartiet i havestuen efter Michelle's sammenstød.

Onsdag d. 8. juli

Fik ikke meget søvn den nat. Fabien tog tidligt afsted på arbejde og da vi andre havde spist morgenmad, kørte jeg ind på sygehuset i Vannes, som lå ca. 10 min kørsel fra Laila og Fabiens hus. Laila havde fri og passede vores 3 andre børn + Duffy. Dejligt at se Michelle igen. Hun lå på en 4-mands stue sammen med en yngre fransk pige, så der var fint med plads, selv om Fabien havde gjort sit ypperste for at få en enestue, men det gjorde nu ingenting. Jens havde heller ikke sovet specielt godt, men Michelle havde heldigvis fået noget søvn. Sygeplejerskerne var vældig søde og mange af dem snakkede fint engelsk. Michelle var frygtelig sulten, men måtte jo ikke spise noget, da hun skulle i narkose, så hun havde kigget langt efter Jens' morgenmad.
Vi måtte ikke komme med ned, når hun skulle i narkose, så vi måtte pænt sige "farvel" på stuen, da hun skulle køres ned på operationsgangen. Det var ikke sjovt  og slet ikke for Michelle, som jo ikke kunne forstå et ord af hvad læger og sygeplejersker sagde, men hun viste sig som en stor pige. En sygeplejerske kom bagefter op og sagde, at Michelle var super dygtig - 2 tårer var trillet på hendes kind, men ellers var hun "landet" fint på operationsstuen. Nu kunne vi så ikke gøre andet end at vente . Skrækkeligt at sidde og vente..... Ventetiden var rigtig lang og jo mere vi ventede, jo mere nervøs blev man for, at det ikke gik som det skulle. Vi havde fået at vide, at operationen ville vare ca 1 time og derefter skulle hun køres på opvågning, hvor vi heller ikke måtte få lov at være. Efter 1,5 time havde vi fat i en sygeplejerske for at høre hvordan det var gået, men hun kunne ikke få fat i nogle på operationsgangen. Hun forsikrede os dog om, at alt nok skulle være fint, så vi kunne jo ikke gøre andet end blive ved med at vente. Efter 3 timer kom de endelig op med Michelle, som var træt men havde det godt efter omstændighederne. Hun havde fået en stor skinne på hendes lille-og ringfinger og så var armen bundet ind op til midt på underarmen. Pga. narkosen måtte Michelle stadig ikke spise noget før efter et par timer, men hun fik dog lidt at drikke. Vi blev informeret om, at en læge ville komme op på stuen i løbet af aftenen og fortælle om operationen, og Michelle skulle blive en nat mere på sygehuset for observation så de var sikre på, at hun var ok. Det passede hende ikke - hun blev meget ked af det og ville bare "hjem", men vi havde det fint med "ordren", så sådan blev det og vi aftalte, at jeg skulle blive hos hende denne nat, mens resten af familien sov en nat mere hos Laila og Fabien.
Jens hentede Laila og ungerne, da de meget gerne ville se Michelle. Efter en halv times besøg aftalte vi, at Laila blev hos Michelle et par timer, mens Jens og jeg tog de andre med på McDonalds, så vi lige kunne få lidt familie-tid sammen. Vi kørte også en tur til campingpladsen og forlængede vores ophold med en nat, så vi i stedet for at køre mod nord fredag som planlagt, havde fredag til at slappe af i og pakke lidt, da ferien jo pt. var røget noget ud af kurs. Vi beklagede også, at vi ikke havde hentet vores morgenbrød denne morgen, men det var helt ok og vi kom ikke til at betale for det, da de fik historien. De fradrog faktisk også 1 barn på regningen i de 2 nætter Michelle var på sygehuset og det syntes vi, var en rigtig flot gestus, da de jo et eller andet sted kunne være ligeglade.
Vi kørte derefter retur til sygehuset og senere kom den kirug, som havde opereret Michelle og fortalte, at den ene sene ved hendes lillefinger havde været skåret over, men var syet sammen igen og det var gået rigtig fint.
Da Laila havde været selv med Michelle, havde en assisterende læge været og fortælle en masse oplysninger bl.a. at senen ikke var skåret over, men det blev på det kraftigste manet i jorden af kirugen - som han selv sagde: Det var mig som opererede hende - og den assisterende læge kom efterfølgende og undskyldte mange gange, at hans oplysninger ikke havde været opdateret.
Det var en fantastisk hjælp at have både Laila og Fabien tilstede, som hjalp med husly, pasning af unger og hund og ikke mindst at have Laila som tolk, så vi fik det hele oversat til dansk. Det vil aldrig blive glemt og vi er dem evigt taknemmelige for deres hjælp.
Laila, Jens og ungerne kørte retur til huset mens jeg blev hos Michelle, som langt om længe måtte få noget aftensmad. Ved 21-tiden kom Fabien og Jens på besøg, da Fabien meget gerne ville se Michelle og havde tænkt på hende hele dagen. De blev en times tid og Michelle og jeg så derefter lidt tegnefilm på den franske Disney-kanal inden hun faldt i søvn. Vi havde mulighed for selv at rede op på en sovesofa til mig, men jeg valgte at sove ved siden af Michelle i hendes seng, som Jens også havde gjort aftenen i forvejen.
Michelle i sin sygeseng.

Torsdag d. 9. juli

Det blev til en rimelig søvn denne nat, selv om det var varmt på stuen, men vi sov jo også tæt Michelle og jeg . Havde en klar forventning om at Michelle blev udskrevet idag, men blev nødt til at vente på stuegang og ok fra lægen.
Et andet problem, vi skulle have styr på, inden vi kunne tage hjem, var betalingen af opholdet. Som skrevet i starten havde vi glemt vores GPS, men hvad værre var, så havde vi glemt alle ungernes sygesikringskort - både det gule og det blå . Jens havde vist hans blå kort den aften, Michelle var kommet til skadestuen, men det var ikke godt nok, da det jo klart nok var Michelle's personlige oplysninger de skulle have og bevis for at hun også var forsikret. Det var det blå kort de var ude efter. Vi havde ingen ide om, hvad Michelle's ophold ville koste og havde derfor fat i vores forældre hjemme i DK for at høre om de kunne hjælpe med at overføre penge i fald det blev nødvendigt. Det var selvfølgelig ikke noget problem og pengene kunne vi jo få refunderet fra SOS sygesikringen, når vi kom hjem til Danmark igen, men stadig mange penge vi højst sandsynlig skulle lægge ud.
Laila kom ind på sygehuset om morgenen og snakkede med noget personale mht det manglende blå sygesikringskort. Personalet var utrolig søde og sagde at en kopi af kortet også ville blive accepteret. Jens, som var blevet hos ungerne og Duffy, fik derfor travlt med at kontakte Haderslev kommune, hvor han forklarede vores situation og de faxede uden problemer en kopi af Michelles blå sygesikringskort direkte til sygehuset. Tak!! Nogen gange virker systemet og man får fat i de rette søde personer, som er villige til at hjælpe, selv om de i bund og grund kunne være ligeglade og melde ud at vi selv blev nødt til at betale i første omgang.
Vi fik grønt lys til at Michelle kunne blive udskrevet, så vi fik ringet til Jens med den gode nyhed og han og ungerne kom ind for at hente os. Vi fik pakket vores ting og sagt farvel til sygeplejerskerne og gik ned til et kontor for at få udskrivningspapirerne på Michelle. Vi måtte betale et beskedent beløb på 66 euro, da en vis procentdel af det totale beløb for sygehusopholdet i Frankrig bliver dækket af ens egen private sygesikring, så det kunne ikke klares med det blå kort. Beløbet fik vi refunderet senere i Danmark og uden problemer hos Sos-sygesikringen. Så var det farvel til "Centre Hospitalier Bretagne Atlantique", hvor vi bestemt ikke kunne klage over vores ophold, selv om vi helst ville have været foruden . Michelle var lykkelig for endelig at kunne komme ud igen .

Vi havde fået en recept med på noget medicin til Michelle, så vi var et smut forbi apoteket inden vi kørte ind til Vannes centrum, hvor vi fandt en restaurant med udendørs servering og fik en lækker frokost. Vejret var skønt og blev nydt i fulde drag, da vi de sidste 2 dage mere eller mindre havde været "indespærret".
Efter frokosten tog vi ned til havneområdet Conleau ved Vannes, som er et hyggeligt område, hvor der bl.a. er anlagt en "pool" med havvand og en lille strand. Det er også fra Conleau, man har mulighed for at sejle med mindre færger/både ud til nogle af de øer som ligger i Morbihan-bugten.
Det fantastiske ved Bretagne er også deres tidevand. Utroligt så meget det skifter, og vi kom tit forbi områder, hvor bådene stod på sandbunden og et par timer efter var der fyldt op med vand igen. På billedet nedenunder kan man også se, at det er temmelig lavvande. Vi havde nogle hyggelige timer og kørte derefter Laila hjem, fik pakket Duffy i bilen og så var det retur til campingpladsen, hvor vi slappede af resten af eftermiddagen og aftenen.
Victor og jeg ved Conleau

Carnac

Fredag havde vi dejligt vejr fra morgenstunden og da pool var bandlyst for Michelle de næste 6 uger , valgte vi efter morgenmaden at gå en tur ind til Carnac og havde selvfølgelig et stop hos "vores" lille patisserie, hvor ungerne fik en is. Vi gik en tur ned til stranden og købte nogle sandwich til frokost, som vi spiste på tilbagevejen til campingpladsen.
Ungerne og Duffy foran "vores" patisserie. Kan desværre ikke huske navnet.

Alignements du Ménec

Carnac er kendt for sine mange bautasten, så da vi kom retur til campingpladsen, valgte vi at køre ud for at se disse fortidsminder.  Der findes omkring 3000 menhirer (lange sten/bautasten) i området omkring Carnac og de står i flere afgrænsede områder på en strækning af 4-5 km. De står i stenalléer - alignements og vi valgte at køre til Alignements du Ménec. Der var fint med parkeringspladser og der lå også en butik med lidt udstilling ved siden af parkeringspladsen. Stenalléerne står desværre bag nogle hegn, så man kan ikke komme helt tæt på, men det var nu stadig mærkeligt at se alle disse sten på rad og række. I Politikens "Turen går til Normandiet og Bretagne" står der, at stenene er rejst for 4.500-6.500 år siden, men hvorfor og af hvem?? Tja... Det er der vist ikke nogen der ved med sikkerhed. Bogen kalder dem også for Bretagnes Stonehenge.
Alignements du Ménec

Gad vide om det er rumvæsner som har plantet stenene der?? :oD - meeen den forklaring faldt ungerne nu alligevel ikke for :o)

Kæmpe sten som stod uden for det indhegnede område.

Vi handlede i det lokale SuperU, inden vi landede på campingpladsen igen. Vi havde inviteret Laila og Fabien på afskedsmiddag, så der skulle lige handles noget godt kød. Supermarkedet kunne sagtens nås på gåben fra campingpladsen - tog ca. 20 min, men det var altid tungt at slæbe varerne hjem, så vi handlede som regel de gange, vi alligevel var ude og køre,da det jo ikke var muligt at købe andet end morgenbrød på campingpladsen,
Ungerne legede på legepladsen, da vi kom retur. Legepladsen som lå lige i nærheden af vores plads, så ud til at være i rimelig ny stand og ungerne havde brugt den en del i løbet af vores ferie. Der lå også en legeplads i campingpladsens anden ende, men den var mere for mindre børn.
Campingpladsens ene legeplads.

Det blev aften og Laila og Fabien kom til middag. Vi havde alletiders hyggelige aften, hvor vi igen nød godt af græsplænen i vores "baghave", hvor vi kunne sidde og spise og spillede en omgang fodbold efter aftensmaden.
Kæmpe kæmpe tak til jer begge to for al jeres hjælp og gæstfrihed. Det gjorde Michelle's sygehusophold til en overskuelig situation og knap så svær at komme igennem. Det skal aldrig blive glemt!
Afskedsmiddag med Laila og Fabien.

Så går det nordpå igen

Lørdag d. 11. juli var det afrejsedag og farvel til Bretagne for denne gang. Skønt område som vi helt sikkert vil besøge igen, men selvfølgelig lige så meget pga. Laila og Fabien. Det Bretagne, vi oplevede, ER flot, men er man til ren badeferie, skal man nok vælge Sydfrankrig i stedet for, da vejret er meget ustadigt .
Vi havde afregnet igår og vi kunne derfor komme afsted inden receptionen åbnede. Porten blev åbnet kl. 7.00 og kl. 7.30 var det afgang fra Camping Les Druides.
Køreturen gik fint og vi havde ikke problemer med kø. I Normandiet valgte vi ikke at køre over broen "Pont de Normandie" igen, men drejede fra og tog A13 mod Rouen, som også er en mulighed. Vi fortrød dog lidt vores valg, da der ikke er nogen motorvej/ringvej uden om Rouen, men faktisk kommer ind igennem byen. Ikke så hyggeligt med en stor campingvogn bagpå, men det gik og vi kom da helskindet igennem .  Ellers gik turen via samme rute, som på vej derned og kursen fortsatte mod Lille. Som altid havde vi vores FDM-Campingguide med i bilen og i år også ACSI-campingbogen. I FDM-campingguiden fandt vi en campingplads ca. 80 km syd for Lille, som vi valgte som overnatningsplads. Vi fandt uden problemer hen til campingpladsen Camping du Port de Plaisance (www.camping-plaisance.com) som lå ved byen Peronne. Vi landede kl. 18.30 og fik uden problemer en plads, som kostede 31 Euro for en enkelt nat.  
Indkørslen til Camping du Port de Plaisance

Campingpladsen var ikke specielt stor, men havde en rigtig fin pool - som vi desværre ikke nåede at komme i. Der var en fin legeplads og ok sanitære forhold, som var af nyere standard, end der hvor vi lige kom fra. Varmt vand var inkl. i overnatningsprisen. Der var en lille butik ifm. receptionen og da vi havde spist, gik vi op og købte is og gik en lille aftentur på pladsen. Så nogle enkelte andre danske vogne. Det begyndte at småregne og vi valgte at gå tidligt i seng, da vi havde en lang køretur foran os næste dag igen.
Vores standplads på Camping du Port de Plaisance. Jens igang med at lave biksemad på Cadac-grillen.

Ungerne på legepladsen.

Søndag d. 12. juli

Tidligt op og afsted igen. Endnu en dag uden trafikale problemer og næste mål for overnatning skulle findes. Der var ikke det store udvalg af campingpladser i hverken FDM eller ACSI-bogen for det vestlige Tyskland, så målet blev Bielefeld og campingpladsen Campingpark Meyer zu Bentrup ( www.camping-bielefeld.de ).
Vi ankom til Bielefeld ved 16-tiden, men kunne IKKE finde campingpladsen. Vi kørte rundt i, hvad der for ungerne, føltes som en evighed og GPS'en var virkelig savnet. Der blev knurret på forsædet og da vi på et tidspunkt kørte på en vej, hvor vi havde kørt ca. 20 min forinden, hørte vi også en lyd fra det ene dæk, som både Jens og jeg valgte at overhøre i første omgang. Jens holdt vogntoget ind på en Shell-tank og spurgte om vej ud til motorvejen, men på tanken sagde de, at der var 11 km kø på motorvejen mod Hannover . Jens spurgte så, om der lå en campingplads i nærheden og selvfølgelig gjorde der det! De gav Jens anvisningen til campingpladsen og i løbet af 10 min fandt vi den og det viste sig at være den campingplads vi havde ledt efter i 1,5 time.
Nå men nu var vi jo så ankommet og fik uden problemer en plads på deres turistområde for campister med kun en enkelt overnatning. Vi gav 27,50 Euro for en enkelt nat og betalte også 10 Euro for et kort til brug i bruserum, hvor vi ved afrejse ville få det beløb refunderet, som var tilbage på kortet. Mens jeg checkede ind, var Jens ude og checke  bilens dæk og vores bange anelser viste sig at holde stik - vi var punkteret .
Vi var kørt over et stort søm, og dækket tabte lige så stille luft. Jens ringede hjem til en af vores gode venner, som er mekaniker, og fik forklaret, hvordan han skulle lappe hullet med det  "lappe-kit", som hørte til bilen. Det burde kunne holde luft, så vi kunne komme hjem uden problemer og ikke skulle døje med at få skiftet dæk på bilen, før vi kom hjem til DK. Jens ville dog gerne undgå at bruge "lappe-kittet", hvis det var muligt, så i første omgang fyldte vi dog bare mere luft i dækket vha. bilens kompressor. Aftensmad havde vi ikke mere af i campingvognen, så vi kørte ind mod den lille forstad til Bielefeld, vi var kommet fra og fandt et pizzaria. Vi bestilte pizzaer og tog dem med hjem til campingvognen. Det var begyndt at regne og vi hyggede resten af aftenen med at spille Disney Trivial Pursuit med ungerne.
Nu havde vi forhåbentlig ikke flere uheld i sigte - syntes godt nok vi havde brugt vores "kvote" for denne ferie  - først med Jens' lilletå, så Michelles uheld og nu et fladt dæk.
Vores plads på Campingpark Meyer zu Bentrup.

Vi stod op ved 8-tiden, og Jens gik op til receptionen for at høre, om der lå et værksted i nærheden, så vi kunne undgå at bruge det "lappe-kit", som hørte til bilen. Der lå en tank ikke langt fra campingpladsen, som havde et lille værksted tilknyttet, så Jens kørte derop, og sørme om de ikke havde tid til at lappe dækket . Det tog ca. en halv time og kostede den ubetydelige sum af 15 euro . Dejligt! Så kunne vi komme hjem til DK uden at skulle tænke på, om dækket nu også holdte hele vejen hjem.
Campingpladsen var ok, men meget præget af fastliggere. De sanitære faciliteter var rigtig pæne og så ud til at være meget nye. Legepladsen virkede lidt slidt men der var også dyr, som ungerne kunne kigge på. Der lå en gårdbutik ved siden af campingpladsen, som vi ikke fik lejlighed til at benytte, da vi ankom og afrejste uden for butikkens åbningstid. Der var også en Biergarten/udendørs bar på campingpladsen og det virkede, som om nogle af de lokale også kom der for at få en aftenøl.
Da Jens kom retur fra værkstedet, fik vi hurtigt pakket sammen og så var det afgang mod Sønderjylland. Vi landede på hjemadressen sidst på eftermiddagen uden flere uheld .
Sikke en ferie - på både godt og ondt - men Bretagne har helt sikkert betaget os, og vi vender gerne tilbage .

                                                SLUT!

Fladt dæk :o(

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.02 | 13:54

Fed hjemmeside

...
20.01 | 10:41

Dejlig beretning fra jeres ferie, den har givet os lyst til at besøge Annecy på vejen til Provence i år.

...
15.03 | 19:26

En dejlig tur og en dejlig rejseberetning. Det må være herligt med så stor en familie, der lader til at trives og være glade for hinanden.

...
09.03 | 22:24
Italien 2010 har modtaget 13
Du kan lide denne side